Skanderborg

Restaurant Sølyst, Sølystvej 32, Skanderborg

Til trods for en mindre solrig sommer 2019, så viste denne torsdag aften sig fra sin meget pæne side,
og vi kunne sætte os helt nede ved vandkanten til Skanderborg Sø og få serveret vores aftensmad.

Fra forretterne valgte min mand smørstegt kulmule med røget kartoffel og radise.
Jeg selv valgte den italienske variant af lufttørret saltet oksefilet,
bresaola med brændt blomkål, græsk yoghurt og frisk koriander.


Vi begge valgte wienerschnitzel til hovedret,
som kom helt traditionelt med pommes sauté, smørsauce, dampet ærter og ansjoser.

Pigen der både tog imod os og serverede var rigtig sød og serviceminded.

Maden var god, smukt anrettet og vi blev mætte.

Restaurant Sølyst er kun åben i sommersæsonen,
vi spiste der på årets sidste torsdags-åbningsdag,
der kan dog bestilles bord til selskaber a minimum 15 personer, året rundt,
hvor vi også selv har valgt at holde et arrangement i 2021,
da de maritime omgivelser med den lille hyggelige lystbådehavn
og smukke udsigt over Skanderborg Sø bare er eminent.

Restaurant Vestermølle, Oddervej 80, Skanderborg

Spontan-fredags-frokostdate, i sådan rigtig business-travl-film-agtig-stil,
- eller, det er i hvert fald, hvad jeg bilder mig selv ind...
Aldrig prøvet før i vores 21 årige kæresteliv,
og derfor også helt forrygende og romantisk, i egen optik…!

På østsiden af Skanderborg Sø havde vi spottet det hyggelige gamle sted,
dette efter en god og smuk vandretur på sporet ved Vestermølle,
hvor vi kom forbi den gamle Mølledam, gik langs Sønderbækken med ørred/lakse-gydepladser,
og videre langs marker og gennem skov.
Stedet og omgivelserne fristede, det samme gjorde Restaurant Vestermølle.

Vi tilbragt de første mange, lange, minutter for os selv i restaurationen,
der var i virkeligheden nok blot tale om højst 5,
men med sultne maver og høje forventninger til forstående date, var tålmodigheden ikke på sit højeste.
Vi bankede et par gange, og var på vej til at finde andre græsgange,
da betjeningen indfandt sig og bebudede, at der var plads og tid til to i det tomme lokale. Herligt!

Valget faldt på stjerneskud og to stykker smørrebrød,
hertil en klosterøl (lokal, selvfølgelig) og en lækker frisk hvidvin, som blev præsenteret yderst professionelt.
Stjerneskuddet bestod af en stegt og en dampet rødspættefilet,
laks og håndpillede rejer, anrettet på en hjemmebagt smørstegt rugbrød,
toppet med hjemmerørt mayo, citron og salat.

Smørrebrødet var anrettet på hjemmebagt rugbrød
med henholdsvis æg og håndpillede rejer og en lækker hønsesalat med sprødt skind og trøffel.

Det smagte, det var delikat og udløste en totaloplevelse for alle sanser,
- vi var virkelig begejstret!

Betjeningen var i top, der var et godt flow og føling med os som gæster, det hele spillede.
Kokken kom til bordet og spurgte ind til vores oplevelse.
Vi gik derfra med en god oplevelse,
en lækker frokost eksekveret af professionelle mennesker
med stor passion og stolthed for deres håndværk.

Frokost besøget på Vestermølle var smagfuldt, hyggeligt og yderst anbefalingsværdigt!

Anbefalingerne stopper bestemt ikke her, du kan vælge alle dagens måltider på dette skønne sted...
Vestermøller er så absolut blevet vores foretrukne Skanderborg spisested, og har været her til mange forskellige arrangementer, her kan blandt andet nævnes en forrygende 9-retters aften med vin-buffet, spis-ude-hjemme i en svær Corona-tid, tapas-take-away og ikke mindst vores juli 2020 bryllup som blev holdt i den smukke og romantiske Riddersals pavillon fra 1912, og som blev fredet af Kulturarvsstyrelsen i 2005.

 

 

Vi møder hos Morten og Vestermølle, dette ved både stort som småt,
passion, ægthed og proffesionalisme!

Lidt mere Vestermølle...

Æbledag en efterårssøndag 2019 på Vestermølle, en dag arrangeret af ægte ildsjæle fra Møllelauget,
fulde af passion med stolthed og lyst til at fremvise gamle håndværk.
Fantastik dag, hvor teenagesønnerne glemte alt om elektronik og gav sig i kast med at skære, hakke og presse vores sidste æbler til den skønneste velsmagende most. Spise pandekager fra bål af møllens eget mel, gættede kornsorter, og malede hvedekerner til (hele 400 g.) fuldkornshvedemel, som senere på dagen forvandlede sig til det lækreste velduftende Vestermølle brød.
Lygtemænd blev også udskåret efter fri fantasi, alt dette i godt selskab med en masse andre glade mennesker i alle aldre.

Super arrangement! Tak for det Vestermølle!

Find flere arrangementer lige her:
Vestermølle Møllelaug

Og her en opskrift inspireret af Møllelaugets gamle opskrift på
Vestermølle brødet

MARIA ROSA, Adelgade 87, Skanderborg

Girls night out, og den nye restauration i byen skulle afprøves,
- italiensk og veninder klinger bare godt...

Godt humør og kække bemærkninger fik vores ellers søde servitrice hylet lidt ud af den,
- ja sådan er det, når et par mammas skal i byen efter halvanden års pause, grundet mine 5 års Grønlands udskejelser.
Vi var i godt humør, det var servitricen heldigvis også!
Humøret steg helt naturligt i takt med den hele flaske hvidvin akkompagnerede aftenen,
- det kunne være ønskværdigt med mulighed for køb af halve flasker...

Til forret valgte vi "Bue", - en hjemmerøget okse carpaccio med rucola, pinjekerner, fior di kapers, parmesan og blåbærsauce og den traditionelle "bruschetta" med ricotta, grillede grøntsager, karamelliseret løg og champignon.
Rigtig lækkert, måske lige i overkanten af kød ved "Bue" til en forret, men absolut lækkert og velsmagende!


Til hovedret valgte vi at dele en ½ meter lang pizza - og ja det var faktisk en halv meter, der kom ind på bordet.
Pizza serveret på en høj opsats, som efter vores vurdering var både for stor og for høj til bordets størrelse,
vi fik sat et ekstra bord på, for at kunne være der med glas og vinkøler,
men vi sad stadig og skar vores pizza med følelsen af "under bordet", som så var inde "under opsatsen".

Bresaola pizzaen var med mozzarella, semi dried tomater, babyspinat, valnød og parmesan.
Det var valnød der lokkende, men det virkede altså ikke,
- det smagte fint nok, men hvad valnøden skulle supplere med kan jeg selvfølgelig godt gætte mig til, - noget bittert og knas,
- men nej, knasen gav den sprøde babyspinat fint - det bitre... Hmmm, nej, væk med nødden...
Bunden var perfekt, og gav den helt rigtige italienske oplevelse!

Normalvis vælger jeg ikke dessert, men med pigerne fra Vejle, altid!
Dolci, si, per favore!
Tiramisu og cannoli alla siciliana blev vores bestilling, og fik afrundet vores aften på fineste søde manér...
Desværre var betjenenigen ikke bekendt med traditionen omkring cannolis,
- servitricen måtte undskylde med, at hun var ny i job - og forsikrede om at ejerne var ægte italienere...
Jeg kunne så fortælle og berette, - er nemlig så heldig at have besøgt Italien mange gange, inklussive Sicilien OG har endda også sciciliensk familie... Ej okay, jeg var måske også en af de lidt hårde gæster at få indendørs, særligt når man er ny...
Suma summarum er, at der blev serveret tre stk. cannoli, ens indhold, ingen historie. Bum.

Tilfreds? Ja så bestemt!
God mad, det smagte og til så absolut gode penge!
Sød betjening, der gjorde sit ypperste for at give os en god aften.
Småting kan jo nok altid kommenteres og diskuteres, og opleves individuelt,
- mit eneste sådan rigtige anke i forhold til oplevelsen var,
at min sidste del af besøget på Maria Rosa var stressende.
Da køkkenet havde kørt dessert til os, samt til det andet sidste bord denne lørdag aften,
blev personalet fra køkkenet pænt uroligt.
Der blev meget aktivitet ud og ind fra køkkenet - og der blev også sendt nogle lange blikke fra to damer,
der tydeligt gerne ville sige tak for i aften.
Damerne satte sig bag kasseapparatet, hvor de så sad pænt og ventede, på en yderst larmende stille anstrengt facon.
Heldigvis satte der sig også to andre, der også kom inde fra køkkenet, dem jeg vil gætte på som værende in charge,
- og som jeg tænker ville have løftet hele den italienske oplevelse til nye højder,
hvis de havde stået for betjeningen og som sikkert også havde leveret en uventet god underholdning.
De satte sig i et mere afslappet blødt hjørne ved trappen - i en vi har ikke travlt - og med vinglas, - ægte italiensk facon -
Klokken nærmerede sig 21.15, vi kunne vi ikke trække den længere, vi pakkede vores dametasker, sagde ciao og tog videre ud på lørdagens eventyr, dette til glæde for de to ved kasseapparatet.

Rong Yu, Sygehuhsvej 14, Skanderborg

Som enhver anden by, så huser Skanderborg selvfølgelig også en kineser, ja faktisk flere, som bl.a. serverer hjemlandets dybtstegte specialiteter, det japanske sushi og den mongolske bbq med efterfølgende automatkaffe, is og en masse forskelligt tubesprøjteri og sukkerholddigt pynt - og alt dette til, "du får noget for pengene" og ungerne elsker det!

Vi valgte at aflægge Rong Yu et besøg, og oplevelsen var god.
Friske råvarer - og for sådan nogle for os der har været udenfor Danmark i en årrække, så var oplevelsen også opgraderet, da vi til stor begejstring kunne vælge flere forskellige friske fisk og muslinger, - eller også var det bare noget ekstra særligt fra Rong Yu..?

Det vigtigste ved dette koncept, udover friske råvarer og velsmagende mad, så må det være en god betjening.
En betjening der søger for, at tallerkener ikke hober sig op i pinlige stakke for enden af bordet - og der får service på Rong Yu altså topkarakter! Der var det personale til stede som det kræves, og de drenge der denne aften styrede biksen, de havde altså styr på det! Godt gået!

Vi gik glade, mætte og med lettere klistrende sko derfra,
og vil helt sikkert komme igen!

Café Noisette, Adelgade 90, Skanderborg

En hyggelig café der overrasker positivt på den autentiske franske smag.
På billedet under kan det ses, at jeg nyder urteskinke pandekagen med ost, æg, champignon, pesto, salat, mit gode selvskab fik en lækker kyllingesalat.
Forenden af den lange smale café er der mulighed for at sidde ude på den store terasse med udsigt over Skanderborg Sø og nyde en god kop kaffe, eller et køligt glas hvidvin.
Noisette er blevet min foretrukne café i Skanderborg.

Related posts

2 Thoughts to “Skanderborg”

  1. Stor ros til guiden over Skanderborg. Grundigt og godt beskrevet 😉

    1. Trine

      Tusind tak Rikke, dejligt at høre! Der følger snart mere…

Leave a Reply