Slået op d.

Helligtrekonger

D. 6. januar fejres Biblens fortælling om de tre vise mænd.
De vise mænd kom for at se Jesus, da han blev født i Betlehem.
Mændene kom med fine gaver, derfor mente man, at de måtte være konger.
Konger som kom fra tre forskellige steder i verden, og dermed blev et symbol på,
at folk fra hele verden skulle tilbede Jesus.

Tidligere markerede man helligdagen ved at tænde lys med lidt krudt i, - "braget" symboliserede julens afslutning.
Markeringen af helligtrekonger er forskellig rundt omkring i verden,
nogle steder står juletræet til d. 6. januar, andre steder velsignes huse med koder for året og de tre vise mænds navne,
i Frankrig bages der La galette des rois, kongernes kage, en flad butterdejskage med romsmag,
pyntet med kroner og guld, og som kronen på værket, med en gemt mandel,
ligesom i julemiddagens dessert, ris a la mande

I Danmark er der ikke længere tradition for at fejre helligtrekonger,
men i Grønland er dagen en helligdag, som byder på en halv fridag.
Julens afslutning markeres ved at de smukke orange grønlandske julestjerner tages ned og gemmes væk til næste jul.
Børn klæder sig ud, nogle steder kåres den besdste "mitaartoq",
andre steder går de modigste ud i mørket og banker på døre, dette i håb om lidt sødt i den medbragte pose...
Stemningsfyldte grønlandske gudstjenester holdes landet over, hvor julestjernerne og lyset som spreder varme og glæde,
ofte er omdrejningen i præstens ord, og som symbolsk afrundes med den smukke salme "Guuterput",
og den nye og lyse tid bydes velkommen...

 

Min egen tradition er blevet denne skønne,
velduftende og velsmagende 
kanelstjerne
 

 

For første gang nogensinde har jeg hverken juletræ, eller julestjerner at pakke ned...
Mine stjerner blev omhyggeligt pakket sammen og ned i flyttekasser sidste helligtrekonger, 6. januar 2017 i Nuuk,
- dette med kurs fra Grønland mod Danmark...
Kasserne blev aldrig åbnet op, 2017 blev året uden julestjerner i mine vinduer,
og flyttekasserne har igen kurs mod Grønland...!

Det grønlandske liv har haft pause for en kort stund, nu er vi tilbage igen, og vi glæder os!

NUANN